Grundejerforeningen Lille Strandgaard
Foreningens vedtægter
§1.
Foreningens navn er: Grundejerforeningen ”Lille Strandgaard”, Bisnap, Hals. Den er stifter 26. maj 1956.
§2.
Foreningens formål er at samle grundejerne for at fremme og værne fælles interesser, af hvad art disse måtte være vedr. sommerhusene. Såfremt en vej bliver beskadiget ved om eller tilbygning, pålægges det pågældende bygherre at retablere vejen, så den forefindes i samme stand som før byggeriet. Der oprettes konto til vinter vedligeholdelse på kr. 5.000. Forbruges der af kontoen suppleres der op af kassebeholdningen.
§3.
Medlemmer er grundejerene i ”Lille Strandgaard”. Derudover kan, efter forhandling, optages grundejere i nærheden af vor koloni. Kontingentet fastsættes på den årlige generalforsamling.
§4.
Såfremt der kan fremføres gyldigt bevis for, at et medlem modarbejder foreningens interesser og formål, kan eksklusion finde sted på en generalforsamling. Mindst halvdelen af de mødte medlemmer skal stemme for. Eksklusion kan dog senere ophæves, såfremt bestyrelsen finder grundlag herfor.
§5.
Kontingentet skal være betalt senest den dag hvor generalforsamlingen afholdes, og inden generalforsamlingen påbegyndes, hvorefter rykkeropkrævning med tillæg af gebyr på 100,- kr. udsendes. Restancer kan medføre tab af alle rettigheder, medmindre bestyrelsen finder vægtige grunde til henstand.
§6.
Foreningen ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer. Disse vælges på generalforsamlingen.
3 medlemmer vælges på lige år, 2 medlemmer på ulige år, alle valg er 2 årige.
På generalforsamlingen vælges 1 bestyrelses suppleant, 1 revisor samt en revisor suppleant. Alle valg er 1 årige.
§7.
Generalforsamlingen afholdes hvert år i juni måned, og indvarsles skriftligt med 30 dages varsel.
Dagsorden er følgende:
1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsens beretning.
3. Regnskabsberetning.
4. Fastsættelse af kontingent.
5. Indkomne forslag.
6. Valg
7. Eventuelt.
§8.
Intet medlem, under 70 år, kan uden fyldestgørende grund undslå sig for at modtage valg til bestyrelse. Dog gælder forpligtelsen kun to år ad gangen.
§9.
Bestyrelsen repræsenterer og forpligter sine handlinger og bekostninger i alle forhold under ansvar for generalforsamlingen. Grundejerforeningen hæfter alene økonomisk ved sin formue. Bestyrelsen hæfter ikke personligt for grundejerforeningens økonomi, medmindre der er opstået en retsstridig handling eller undladelse, der kan tilregnes som forsætlig.
§10.
Bestyrelsesmøde afholdes, så ofte formanden eller mindst to af bestyrelsesmedlemmerne fremsætter motiveret ønske derom.
§11.
Formanden repræsenterer i alle forhold foreningen. Kassereren skal føre et nøjagtigt regnskab over foreningens indtægter og udgifter, Regnskabsåret går fra 1.maj til 30. april. Regnskabet afleveres senest 15. maj til revisoren, der skal gennemgå regnskabet og give det sin påtegning. Revisionen skal være foretaget senest den 1. juni. Regnskabet er tilgængeligt på grundejerforeningens hjemmeside. Sekretæren skal føre en forhandlingsprotokol ved alle bestyrelsesmøder og generalforsamlinger.
§12.
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed, hvor alle aktive medlemmer har adgang og stemmeret med én stemme. Kun personlig tilstedeværelse giver stemmeret. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når mindst 3 af bestyrelsen eller ¼ af medlemmerne ønsker det. Skriftlig motivering med begæring herom, skal da fremsendes til formanden med mindst 14 dages varsel. Ordinære (og ekstraordinære) generalforsamlinger er beslutningsdygtige ved det mødte antal medlemmer. På ekstraordinære generalforsamlinger kan der stemmes ved fuldmagt. Eventuelle forslag fra medlemmerne der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være formanden i hænde senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.
§13.
Forslag til vedtægtsændringer kan gennemføres, såfremt 2/3 af de fremmødte på generalforsamlingen stemmer herfor.
§14.
Eventuel opløsning af foreningen skal behandles på to efter hinanden følgende generalforsamlinger, og opløsningen kan kun finde sted, såfremt 2/3 af de mødte ved begge generalforsamlinger stemmer herfor. Foreningens eventuelle formue fordeles efter vedtagelse på den sidste generalforsamling.
§15.
Ved ejerskifte er hver grundejer forpligtiget til at foranledige at bestyrelsen får oplyst navn, telefon nr. og mailadresse på den nye ejer.
Endvidere er det sælgers pligt at oplyse køber om vedkommendes rettigheder og forpligtelser i foreningen.
Således vedtaget på generalforsamlingen den 18.07.2020